OM

SKOLEN FOR KROP OG BEVIDSTHED

Skolen for Krop og Bevidsthed er:


  • dels en fagskole under Odder Højskole i Østjylland
  • dels en privat kursusvirksomhed


Skolen ledes af Kirsten Sander Østergaard og blev grundlagt i 1997, hvor den havde til huse i Odder bys første friskole. I 2004 blev den en del af Odder Højskole. Skolen har sit eget hus på højskolens grund.


Undervisningen foregår i en smuk, lys sal med udgang til haven. I huset er der behandlingsrum samt tekøkken.


Vi ønsker at give den enkelte plads til personlig, naturlig og autentisk udfoldelse i æstetiske rammer, hvor vægten ligger på meditation, fordybelse, krop og kraft.

PROCES OG HVERDAG

For mange af os er det en udfordring at få arbejdet med den personlige proces til at falde i hak med den praktiske hverdag. Vi synes, vi mangler tid. Og ofte bruger vi vores energi uhensigtsmæssigt: Tankerne kører i ring, følelserne undertrykkes eller løber af med os. 


I undervisningen arbejder vi med meditation og fordybelse, som tager udgangspunkt i krop, åndedræt og temaer fra den almindelige hverdag. Det mentale bliver aflastet. Der kommer bedre balance mellem hoved og krop, og der bliver plads til væren og sanselighed.


Du får øvelser, som du kan bruge derhjemme, uanset om du deltager på et langt eller kort kursus. Personlig vejledning kan du også få i forbindelse med en individuel session/healing.

JEG HAR LÆRT EN MASSE OM KÆRLIGHED

Jeg havde ikke drømt om, at kurset ville flytte så meget hos mig. Det har været spændende at opleve nye sider af mig selv. Derudover har jeg fået dybe og gode venskaber, som jeg håber, vil holde fremover. Ikke mindst har jeg lært en masse om kærlighed - hvad det er, og hvad det ikke er! Mit syn på kærlighed til andre og accept af mig selv er blevet større og bedre. Især at knytte kærlighed og bevidsthed sammen - det giver rigtig god mening for mig.

Henrik

tidligere kursist

Skolen tilbyder højskoleophold (13-22 uger), weekend- og ugekurser, aftenarrangementer samt individuel vejledning.

HIMMEL OG JORD

Jeg bruger begreber som "top og bund", der refererer til den øverste og nederste del af vores energisystem. Vi kommer ikke langt med fødderne solidt plantet i den blå luft. Meditation og bevidsthedstræning skal gå hånd i hånd med kropslig udfoldelse, så vi ikke skærer os selv over på midten og glemmer kontakten til det fysiske, til jorden og naturen, til instinkter, seksualitet, kraft og råstyrke. Arbejdet med krop, åndedræt og en god fysisk forankring giver sjælen et stærkt og smukt hus at bo i.


Gennem arbejdet med top og bund lærer vi vores ekstremer at kende, så vi lettere kan integrere de sider af os selv, som vi fortrænger og ikke står ved. Kun på den måde kan vi få både de blide og kraftfulde sider frem i lyset, så de finder et præcist, autentisk og naturligt udtryk.


Jeg skelner mellem religion og spiritualitet og arbejder således uafhængigt af religion, men er inspireret af øst og vest. Meditation og næstekærlighed er derfor naturlige parametre for mig i en spirituel/eksistentiel proces.

KIRSTEN SANDER ØSTERGAARD

Leder af Skolen for Krop og Bevidsthed


Født 1959. Konservatorie-uddannet AM'er og sangpædagog med Musikdramatisk Improvisation som speciale. Har gennem 10 år undervist ved Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus.


Siden 1990 lærer på Odder Højskoles lange og korte kurser i hovedfaget Krop og Bevidsthed samt Meditation, Drømme, Yoga, Mænd og Kvinder, Massage, Healing, Vinterbadning, Vandring samt Krop og Kost. Giver individuel healing og vejledning og tilbyder workshops "ud af huset" til grupper, foreninger og virksomheder. 

MIN KROP ER NOGET AF DET VIGTIGSTE AF MIG

Jeg har lært, at min krop er noget af det vigtigste af mig - både gennem kropsbevidstheds-øvelser, fri bevægelse og viden om chakraerne. Det har skubbet min generelle følelse fra hovedet mere til kroppen. Jeg kan mærke efter, stå bedre fast, mærke min kropsfornemmelse.Det er nogle meget basale ting, som jeg for alt i verden vil holde fast i efter kurset - både i forhold til forældre, studievalg, valg i livet, venneforhold samt kæresteforhold.

Ditte

tidligere kursist